mandag den 28. september 2009

Iselin C. Hermann's tale ved demonstrationen den 26/9

Tak fordi I er med til at markere modstand mod kommunens visionsløse plan om tung trafik langs søerne.

Det er visionsløst at foreslå at store diseldrevne lastvognstog, som skal fra Frihavnen og ud at fange motorvejsnettet for at komme videre op i Skandinavien, skal køre langs søerne.

Visionsløst at presse yderligere trafik ind på en tosporet vej, hvor biler i forvejen danner prop i myldretiden.

Visionsløst når det politiske mantra er ”bæredygtig trafik” og ”klimavenlige storbyer”.

Er I klar over at København er mere forurenet end New York? Det er sandt. I New York er partikelforureningen 14, 9 i København er den 21!

Er I klar over at på denne strækning er den øvre grænse for luftforurening nået ved 10.000 biler i døgnet? Det er simpelthen EU-direktiv for hvor meget forurening vi kan tåle. Ved den seneste måling (som er et år gammel) var belastningen 35.000 biler i døgnet. Kommunen oplyser selv, at grænser er overskredet med 70 procent, men ifølge almindelig husmorregning er forureningen overskredet med 250 procent!

Det er visionsløst at lukke Nørrebrogade (hvor der før lukningen kørte 15.000 biler i døgnet) og spærre to spor af på Nørre Voldgade, sænke hastighedsbegrænsningen på Farimagsgade kun med den ene formål at presse AL trafikken ud i Søgaderne.

Er I klar over, at vores politikere fuldstændig ignorerer en forurening som overskrider EU’s grænseværdier, og at vi i henhold til en EU miljødom, der faldt sidste år, har RET til at kræve at kommunen overholder disse grænseværdier?

Vi er snart værtsby for klimptopmødet. Hvor er visionen for bæredygtig trafik og begrænsning af CO2 udslip i denne trafikplanlægning?

Det er ikke kun os som bor i området som bliver gidsler i dette forureningshelvede. Det er svært at, hvad visioner der ligger til grund for at belaste disse smukke OG fredede søer – ja, det er fredede – med yderligere trafik på dette rekreative sted, hvor mange – rigtig mange mennesker kommer for at løbe, (det skal de faktisk lade være med, for løberne gør det jo for at komme i form, men de ødelægger deres lunger ved det). Det er ikke kun løberne som kommer her, men også dem som går tur med ungerne, kysser på bænkene, lufter hunden, går stavgang med veninden.

Miljøbelastningen er allerede langt overskredet. Vi VIL ikke have mere trafik. Det er op til borgerne at kræve visioner for et sundere bymiljø. Vi står overfor et kommunalvalg , hvor vi kan udbede os visioner for Københavns trafik og Københavnernes sundhed.

Med dette ønske giver jeg ordet til socialdemokratiets kandidat til Borgerrepræsentationen og folketinget Lars Weiss.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar