mandag den 16. november 2009

I inviteres til møde i Borgerinitiativet Red Søerne

I inviteres til møde i Borgerinitiativet Red Søerne

Torsdag d. 19.11 kl. 19.30

(hos Mie Petersen, Gammeltoftsgade 24 1.th)

Teknik og Miljøudvalget har d. 4.11. besluttet at foreslå Borgerrepræsentationen at forslaget om ”Rød Rute for tung trafik” sættes i en ny høring. Dette vil Borgerrepræsentationen sandsynligvis beslutte d. 26.11. Fristen for høringssvar bliver dermed i midten eller slutningen af januar. Måske d. 16.1. eller 21.1.

Dette er en kæmpe sejr for vores borgerinitiativ. Men det er ikke nok at vinde første halvleg. Og anden halvleg bliver sværere og meget mere krævende!

Vi er nødt til at planlægge og organisere os, så alle de gode kræfter trækker nogenlunde i samme retning.

Nogen har tid til meget. Andre har til et par timer. Alle er velkomne. Alle skal kunne komme til! Det vigtigste er, at alle gør en indsats for at sikre Søerne som rekreativt område – uden tung trafik.

Kom til mødet på torsdag og lad os sammen lægge en plan for det videre arbejde.

Sig dette videre til din nabo og til din andels- eller lejerforening.

Tilmelding til mødet på

redsoerne@gmail.com