Jeg har som så mange andre gået tur langs søbredden i måneskinnet – nyforelsket og hånd i hånd. Jeg har løbet rundt om én, to og nogen gange alle tre søer i et mere eller mindre forgæves forsøg på at komme af med nogen af de overflødige kilo. Og jeg har gået og skulet ond udover vandet på vej hjem fra Parken, når FCK endnu en gang på uforklarlig vis har tabt en kamp til et af de jyske hold.
Når jeg har udenbys gæster, er der altid tre steder, jeg viser frem. Det er Amager Strandpark, badet på Islands Brygge og Søerne. Tre unikke steder i København, som udover vandet har det tilfælles, at de lokale beboere med stædighed og tålmod har engageret sig i åndehullernes ve og vel. De har engageret sig og VUNDET til gavn for et grønt lokalmiljø. VUNDET over traditionalisternes kortsigtede planlægning. Og de har VUNDET, fordi de havde ret.
Nu er den gal igen med Søerne. Teknikborgmesteren vil gøre søgaderne til hovedfærdselsåre for tung trafik ved blandt andet at tillade højere hastighed her end i de andre bygader. Lad ham ikke få lov til at føre planerne igennem. Derfor demonstrerer vi i dag - os, der holder af brokvarterernes blå lunge.
Det uspolerede blå bånd har givet livet i byen en kvalitet, som siden Søerne fik deres nuværende form omkring 1725, har været så værdsat af københavnerne, at de gang på gang har bremset ufølsomme politikere. Værst så det ud i i 1970’erne, hvor der med Søringen var planer om
- at snuppe 30 m. af Søernes bredde,
- at fylde Søerne op for en sekssporet motorvej,
- at inddrage dele af Fælledparken og Rigshospitalets område for en 10- eller 12-sporet motorvej,
- at bruge 6-7 mia. i nutidskroner på strækningen Hans Knudsens Plads-Sct. Jørgens Sø
- ….og meget andet af samme type tankespind.
Den daværende overborgmester Urban Hansen, som sammen med konservative Wassard Jørgensen var Søringens varmeste fortalere, tabte ni mandater ved valget, og hans efterfølger som overborgmester i 1976, Egon Weidekamp, fandt det klogest – og rigtigst – at erklære Søringen for død.
Det udfald - bilder jeg mig ind, at jeg har en mikroskopisk del af æren for. Jeg var med som demonstrant i barnevogn. Min første demonstration.
Den aktuelle trussel mod søerne er af en anden og mindre dramatisk karakter. Men den er kommet snigende i løbet af sommeren - uden inddragelse af de lokale beboere. Det kan undre i betragtning af, at en lignende tankegang blev skudt ned for ca. et år siden.
Nu handler det om et såkaldt ”rødt rutenet for tung trafik”, så køretøjer på over 18 tons skal lokkes til at køre ad Øster og Nørre Søgade.
Det vil få forureningen til at vokse netop her, hvor børn bliver luftet, pensionister puster ud, kærestefolk holder i hånd og kondital bliver holdt ved lige. Området er i dag fredet mod fysiske indgreb, men altså ikke mod sundhedsmæssig nedgradering - og trafikfarlig opgradering.
Ingen kan lukke øjnene for, at Nørre Voldgade ikke er egnet til den stærke, tunge trafik, men problemerne løses ikke ved, at de flyttes til Søerne.
Det er kortsigtet og helt i strid med intentionerne for den klimapolitik, som hovedstaden og Danmark gerne præsenterer alverden for ved klimakonferencen i december.
De lette el-busser, som i City Circle transporterer passagerer rundt i den indre by, med afgang hvert 7. minut,
- hvis ellers systemet virker - kunne passende inspirere til en lignende godstransport fra omfordelings-centraler i hovedstadens periferi.
Skeptikere vil sige,
- at det er for besværligt
- at det røver tid
- at det er for dyrt
Jamen, søerne er for dyrebare til at kvæle livet langs dem i mere forurening. Fornuften er på vores side. Vi skal nok i sidste ende vinde, fordi vi har argumenterne, og fordi vi har den nødvendige stædighed - ligesom sidste, og forrige og alle de andre gange, hvor vores søer har været truet.
